TV er de sidste par år blevet oversvømmet af tidligere spin-doktorer, der kommenterer hver eneste prut og bøvs, der slås i dansk politik. Den foreløbige kulmination er programmet Mogensen og Christiansen på TV2, hvor Peter Mogensen og Michael Christiansen (begge tidligere spin-doktorer for tidl. statsministre, Poul Nyrup Rasmussen hhv. Anders Fogh Rasmussen).
Men hvorfor er det professionelle meningsryttere, der fylder sendefladen ud med deres kommentarer og betragtninger om snart sagt alt, der lugter af dansk politik? Sandt nok, de har en værdifuld indsigt i praktiseret politik fra deres tid i magtens inderste cirkler. De er velformulerede, og kan derfor trække kernen af dilemmaerne, beslutningerne og rænkespillene skarpt op, så det ikke er til at misforstå for seerne (endsige journalisten).
Men alt det kan en skarp journalist også gøre. Problemet må være kvaliteten af de danske journalister, der bedst egner sig til at læse op fra en teleprompter og se godt ud samtidig. De selvstændige analyser og den journalistisk-politiske faglighed er det så som så med, så der må en "fagmand" i studiet og forklare tingene for dem (og os).
Problemet er, at den politiske indsigt og den journalistiske tæft aldrig er forenet i en person. Så vi ender med to selvfede professioner, der har travlt med at promovere sig selv og spille den af på hinanden på tv, hvilket forklarer indholdskrisen i dansk politik (for hvem kan føre politik med substans, når det kun er formen, der dissekeres?).
Note: spin forekommer naturligvis i vid udstrækning og er derfor interessant som en niche inden for journalistik. Men at lade spin-doktorer usurpere udlægningen af dansk politik gør, at analyserne handler mere om spillet end om substansen. Spin-doktorer forholder sig aldrig til de ting der er på spil for vælgerne, kun for de ting der er på spil for politikerne. Det er måske godt tv, men det er skidt for demokratiet.
mandag den 22. november 2010
søndag den 21. november 2010
Afghanistan 2014: Taleban eller Teletubbyland?
Den Vestlige verden anført af NATO - dvs. USA - har været på en Sisyfos-mission i Den islamiske republik Afghanistan efter terrorangrebet på USA d. 11. september 2001. (Missionen - ISAF - begyndte august 2003). NATO opfattede terrorangrebet på USA som et angreb på hele alliancen, hvilket var baggrunden for den internationale koalition bestående af nato-lande (og andre lande), der skulle gøre verden sikker for demokratier.
Sisyfos-mission, skriver jeg, for det har jo hele tiden været en pseudo-opgave, man har været på. Ingen tvivl om, at Afghanistan var en rede og et hele og et arnested for terrorister, der ønsker død & ulykke over de frie samfund. Men hvis man mente det alvorligt, så var man gået mere seriøst til værks, i stedet for at lade sig suge ned i en landkrigs kviksand, hvor man patruljerer og ellers gemmer sig i sine lejre om natten.
NATO har sat sig mellem to stole, fordi man ville eliminere terrorister, samtidig med man vil bygge skoler. Ideen om civil-militær samarbejde er ikke helt idiotisk, men at opbygge et tillidsforhold til de lokale er noget nær umuligt, når man samtidig sender granater og patroner ud over civilbefolkningen. En civilbefolkning, der bogstaveligt talt befinder sig uden for lands lov og ret i et land, der tilmed bærer det lidet charmerende (men meget seje) tilnavn "imperiernes kirkegård".
Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at påstanden om, at "Europas sikkerhed stater ved Tora-Bora", har været et kæmpe bedrag. Og selv hvis ham der sagde det (vist nok en tysk politiker), selv troede på det, så har det højst været et belejligt påskud for at udkæmpe en krig i et fjernt land, som der egentlig ikke var brug for. Min fornemmelse har sagt mig, at lige så snart krigen mistede sit publikum i de vestlige stater eller der kom andre mere påtrængende problemer at tage sig af for det internationale samfund, så ville den vestlige verden dreje som en vejrhane og komme med en forklaring om, at nu er tiden ved at være moden til, at afghanerne kan klare sig selv.
Selvom Afghanistan den dag i dag ikke er i stand til at klare sin egen sikkerhed (det er stadig en svag stat - ja, en "failed state"), så er NATO overbevist om, at om bare 3-4 år, så kan de klare hele molevitten selv. Og her taler vi basal sikkerhed i byerne og på landet, grænsekontrol, det regionale spil og ikke mindst forholdet til sine mægtige naboer, bl.a. Pakistan og Iran.
Dertil kommer, at Afghanerne er et ret heterogent folk. De er ikke een stamme, men flere. Den tidligere britiske ambassdør i Danmark, James Mellon, udgav i 1992 en bog, hvor han argumenterede for, at Danmark ikke var en nation i traditionel forstand, men en stamme. Dette forklarer, hvorfor danskerne generelt har stor tillid til hinanden (åh, ja, det var dengang...). Selvom det lyder polemisk, så spiller det uden tvivl en rolle for odds'ene for fred i Afghanistan, at der vitterlig er flere måder at være afghaner på. De er ikke en stamme, som danskerne, men flere stammer med hver deres sprog, kultur og traditioner. Hvis et sådan land skal holdes sammen ved egen kraft, må man nødvendigvis betone en (lav) fællesnævner: islam.
Overladt til sig selv, risikerer Afghanerne at friste en tilværelse som mennesker i naturtilstanden, en tilværelse der, ifølge den engelske filosof Thomas Hobbes, var "Solitary, poor, nasty, brutish, and short".
Så hvor man før havde det som sin ambition, at gøre Afghanistan til et fredeligt og fremgangsrigt demokrati, så har man nu skruet ned for forventningerne og håber i stedet, at afghanerne kan klare biksen selv, når NATO lukker og slukker for missionen i 2014.
Spørgsmålet handler meget enkelt om, hvilket Leviathan-monster der kommer til at holde afghanerne i skak efter 2014: et fornyet Taleban eller eller en mere vestligtsindet politistat, der uanset hvad har sværget troskab mod islam.
Tanken, påstanden & håbet om, at Afghanistan vil blomstre til en form for muslimsk demokrati er håbløs, langt ude og naiv.
Sisyfos-mission, skriver jeg, for det har jo hele tiden været en pseudo-opgave, man har været på. Ingen tvivl om, at Afghanistan var en rede og et hele og et arnested for terrorister, der ønsker død & ulykke over de frie samfund. Men hvis man mente det alvorligt, så var man gået mere seriøst til værks, i stedet for at lade sig suge ned i en landkrigs kviksand, hvor man patruljerer og ellers gemmer sig i sine lejre om natten.
NATO har sat sig mellem to stole, fordi man ville eliminere terrorister, samtidig med man vil bygge skoler. Ideen om civil-militær samarbejde er ikke helt idiotisk, men at opbygge et tillidsforhold til de lokale er noget nær umuligt, når man samtidig sender granater og patroner ud over civilbefolkningen. En civilbefolkning, der bogstaveligt talt befinder sig uden for lands lov og ret i et land, der tilmed bærer det lidet charmerende (men meget seje) tilnavn "imperiernes kirkegård".
Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at påstanden om, at "Europas sikkerhed stater ved Tora-Bora", har været et kæmpe bedrag. Og selv hvis ham der sagde det (vist nok en tysk politiker), selv troede på det, så har det højst været et belejligt påskud for at udkæmpe en krig i et fjernt land, som der egentlig ikke var brug for. Min fornemmelse har sagt mig, at lige så snart krigen mistede sit publikum i de vestlige stater eller der kom andre mere påtrængende problemer at tage sig af for det internationale samfund, så ville den vestlige verden dreje som en vejrhane og komme med en forklaring om, at nu er tiden ved at være moden til, at afghanerne kan klare sig selv.
Dertil kommer, at Afghanerne er et ret heterogent folk. De er ikke een stamme, men flere. Den tidligere britiske ambassdør i Danmark, James Mellon, udgav i 1992 en bog, hvor han argumenterede for, at Danmark ikke var en nation i traditionel forstand, men en stamme. Dette forklarer, hvorfor danskerne generelt har stor tillid til hinanden (åh, ja, det var dengang...). Selvom det lyder polemisk, så spiller det uden tvivl en rolle for odds'ene for fred i Afghanistan, at der vitterlig er flere måder at være afghaner på. De er ikke en stamme, som danskerne, men flere stammer med hver deres sprog, kultur og traditioner. Hvis et sådan land skal holdes sammen ved egen kraft, må man nødvendigvis betone en (lav) fællesnævner: islam.
Overladt til sig selv, risikerer Afghanerne at friste en tilværelse som mennesker i naturtilstanden, en tilværelse der, ifølge den engelske filosof Thomas Hobbes, var "Solitary, poor, nasty, brutish, and short".
Så hvor man før havde det som sin ambition, at gøre Afghanistan til et fredeligt og fremgangsrigt demokrati, så har man nu skruet ned for forventningerne og håber i stedet, at afghanerne kan klare biksen selv, når NATO lukker og slukker for missionen i 2014.
Spørgsmålet handler meget enkelt om, hvilket Leviathan-monster der kommer til at holde afghanerne i skak efter 2014: et fornyet Taleban eller eller en mere vestligtsindet politistat, der uanset hvad har sværget troskab mod islam.
Tanken, påstanden & håbet om, at Afghanistan vil blomstre til en form for muslimsk demokrati er håbløs, langt ude og naiv.
mandag den 15. november 2010
DR: Få det ud af verden
Her til aften så jeg et tv-spot for Danmarks Radios licenskampagne. "Få det ud af verden", hedder den. Kampagnen har kørt siden august, og skal få sortseere til at skamme sig sammen til at tilmelde sig licensen. Dette er fulgt op på bedste Gestapo-stil med, at DR har sendt breve til alle, der ikke betaler licens (jeg betaler licens, så jeg har ikke fået brevet eller føler mig truffet).
Men burde det ikke snarere være DR selv, man skulle se at "få ud af verden"? Hvad bringer den kanal, ud over ekstra omkostninger for borgerne, Plummerrådne generaldirektører, tv-serier for familien Danmark - og så ham den lille, perfide idiot Anders Lund Madsen og hans talkshow?
Indrømmet, nyhedsudsendelserne er måske et nøk bedre end hos TV2's mikrofonholdende og illiterære journaliststuderende, der er bedre til at gnubbe skuldre med de kendte, end de er til at beherske det danske sprog (men hun er også en obsternasig madamme!).
Og så er der alle de gode programmer for børn, der til enhver tid slår amerikanske tegneserier.
Men er det grund nok til at holde mastodonten DR i live? Jeg er næsten færdig med Jeff Jarvis' seneste bog (What Would Google Do?), hvor han slår til lyd for, at "small is the new big". Det giver ikke længere mening, at have en kæmpe institution, der slår mønt på at opdrage nationen. Børns socialisering foregår ikke længere foran kuk-kassen - og slet ikke på www.dr.dk. Det frie valg, som internettet har ført med sig, gør, at unge såvel som gamle kan finde præcis det indhold, de vil, i løbet af et splitsekund. Og dem der leverer det bedste indhold er som regel specialiserede niche-medier, der har fingeren på pulsen, og som kan omstille sig i løbet af kort tid.
DR er et kæmpe tankskib, der søger at dække alle behov (underholdning, seriøs journalistik, børne-tv, drama etc.) og som har en politisk bestyrelse og en generaldirektør, som er fedtet ind i en masse forskellige interesser. Ganske vist har DR "specialiserede" kanaler (DR Ramasjang, DR2, P1 & P2), men alle disse er økonomisk styret oppefra og afspejler ikke det egentlige behov i befolkningen.
Desuden vil en fjernelse af licensen betyde, at man endelig kan ånde frit i dette land, der bryster sig af, at være forkæmper for frihedens gyldne principper. Licens smager af kontrol fra en svunden tid og tvangsbeskatning af hele samfundet, fordi alle, der bare ejer så meget som en iPhone, er licenspligtige...
Og så undgår man den det latterlige betegnelse "sortseer". Man kunne vende den om, og beskylde DR for pirateri ved højlys dag.
Men burde det ikke snarere være DR selv, man skulle se at "få ud af verden"? Hvad bringer den kanal, ud over ekstra omkostninger for borgerne, Plummerrådne generaldirektører, tv-serier for familien Danmark - og så ham den lille, perfide idiot Anders Lund Madsen og hans talkshow?
Indrømmet, nyhedsudsendelserne er måske et nøk bedre end hos TV2's mikrofonholdende og illiterære journaliststuderende, der er bedre til at gnubbe skuldre med de kendte, end de er til at beherske det danske sprog (men hun er også en obsternasig madamme!).
Og så er der alle de gode programmer for børn, der til enhver tid slår amerikanske tegneserier.
Men er det grund nok til at holde mastodonten DR i live? Jeg er næsten færdig med Jeff Jarvis' seneste bog (What Would Google Do?), hvor han slår til lyd for, at "small is the new big". Det giver ikke længere mening, at have en kæmpe institution, der slår mønt på at opdrage nationen. Børns socialisering foregår ikke længere foran kuk-kassen - og slet ikke på www.dr.dk. Det frie valg, som internettet har ført med sig, gør, at unge såvel som gamle kan finde præcis det indhold, de vil, i løbet af et splitsekund. Og dem der leverer det bedste indhold er som regel specialiserede niche-medier, der har fingeren på pulsen, og som kan omstille sig i løbet af kort tid.
DR er et kæmpe tankskib, der søger at dække alle behov (underholdning, seriøs journalistik, børne-tv, drama etc.) og som har en politisk bestyrelse og en generaldirektør, som er fedtet ind i en masse forskellige interesser. Ganske vist har DR "specialiserede" kanaler (DR Ramasjang, DR2, P1 & P2), men alle disse er økonomisk styret oppefra og afspejler ikke det egentlige behov i befolkningen.
Desuden vil en fjernelse af licensen betyde, at man endelig kan ånde frit i dette land, der bryster sig af, at være forkæmper for frihedens gyldne principper. Licens smager af kontrol fra en svunden tid og tvangsbeskatning af hele samfundet, fordi alle, der bare ejer så meget som en iPhone, er licenspligtige...
Og så undgår man den det latterlige betegnelse "sortseer". Man kunne vende den om, og beskylde DR for pirateri ved højlys dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)