Afghanistan 2014: Taleban eller Teletubbyland?

Den Vestlige verden anført af NATO - dvs. USA - har været på en Sisyfos-mission i Den islamiske republik Afghanistan efter terrorangrebet på USA d. 11. september 2001. (Missionen - ISAF - begyndte august 2003). NATO opfattede terrorangrebet på USA som et angreb på hele alliancen, hvilket var baggrunden for den internationale koalition bestående af nato-lande (og andre lande), der skulle gøre verden sikker for demokratier.

Sisyfos-mission, skriver jeg, for det har jo hele tiden været en pseudo-opgave, man har været på. Ingen tvivl om, at Afghanistan var en rede og et hele og et arnested for terrorister, der ønsker død & ulykke over de frie samfund. Men hvis man mente det alvorligt, så var man gået mere seriøst til værks, i stedet for at lade sig suge ned i en landkrigs kviksand, hvor man patruljerer og ellers gemmer sig i sine lejre om natten.
NATO har sat sig mellem to stole, fordi man ville eliminere terrorister, samtidig med man vil bygge skoler. Ideen om civil-militær samarbejde er ikke helt idiotisk, men at opbygge et tillidsforhold til de lokale er noget nær umuligt, når man samtidig sender granater og patroner ud over civilbefolkningen. En civilbefolkning, der bogstaveligt talt befinder sig uden for lands lov og ret i et land, der tilmed bærer det lidet charmerende (men meget seje) tilnavn "imperiernes kirkegård".

Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at påstanden om, at "Europas sikkerhed stater ved Tora-Bora", har været et kæmpe bedrag. Og selv hvis ham der sagde det (vist nok en tysk politiker), selv troede på det, så har det højst været et belejligt påskud for at udkæmpe en krig i et fjernt land, som der egentlig ikke var brug for. Min fornemmelse har sagt mig, at lige så snart krigen mistede sit publikum i de vestlige stater eller der kom andre mere påtrængende problemer at tage sig af for det internationale samfund, så ville den vestlige verden dreje som en vejrhane og komme med en forklaring om, at nu er tiden ved at være moden til, at afghanerne kan klare sig selv.

Selvom Afghanistan den dag i dag ikke er i stand til at klare sin egen sikkerhed (det er stadig en svag stat - ja, en "failed state"), så er NATO overbevist om, at om bare 3-4 år, så kan de klare hele molevitten selv. Og her taler vi basal sikkerhed i byerne og på landet, grænsekontrol, det regionale spil og ikke mindst forholdet til sine mægtige naboer, bl.a. Pakistan og Iran.

Dertil kommer, at Afghanerne er et ret heterogent folk. De er ikke een stamme, men flere. Den tidligere britiske ambassdør i Danmark, James Mellon, udgav i 1992 en bog, hvor han argumenterede for, at Danmark ikke var en nation i traditionel forstand, men en stamme. Dette forklarer, hvorfor danskerne generelt har stor tillid til hinanden (åh, ja, det var dengang...). Selvom det lyder polemisk, så spiller det uden tvivl en rolle for odds'ene for fred i Afghanistan, at der vitterlig er flere måder at være afghaner på. De er ikke en stamme, som danskerne, men flere stammer med hver deres sprog, kultur og traditioner. Hvis et sådan land skal holdes sammen ved egen kraft, må man nødvendigvis betone en (lav) fællesnævner: islam.

Overladt til sig selv, risikerer Afghanerne at friste en tilværelse som mennesker i naturtilstanden, en tilværelse der, ifølge den engelske filosof Thomas Hobbes, var "Solitary, poor, nasty, brutish, and short".

Så hvor man før havde det som sin ambition, at gøre Afghanistan til et fredeligt og fremgangsrigt demokrati, så har man nu skruet ned for forventningerne og håber i stedet, at afghanerne kan klare biksen selv, når NATO lukker og slukker for missionen i 2014.

Spørgsmålet handler meget enkelt om, hvilket Leviathan-monster der kommer til at holde afghanerne i skak efter 2014: et fornyet Taleban eller eller en mere vestligtsindet politistat, der uanset hvad har sværget troskab mod islam.
Tanken, påstanden & håbet om, at Afghanistan vil blomstre til en form for muslimsk demokrati er håbløs, langt ude og naiv.